Ifølge direktør Hans Bjørn, Tvis, vil varmeudgiften stige med 700 kr. om året pr. standardhus i Trekantområdet. Pressefoto
Ifølge direktør Hans Bjørn, Tvis, vil varmeudgiften stige med 700 kr. om året pr. standardhus i Trekantområdet. Pressefoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Varme kan blive 700 kroner dyrere per hus

Nye mulige varmeafgifter rammer Trekantområdet hårdest

Den femte af seks afgiftsanalyser fra Skatteministeriet er netop udkommet, og hvis anbefalingerne bliver gennemført, vil det hæve varmeudgifterne for et standardhus i Trekantområdet med 700 kroner om året.

Tvis og dermed Trekantområdet er det område i Danmark, der rammes absolut hårdest af forslaget om ny lovgivning om afgifter. Tvis vil blive pålagt afgifter for knap 40 millioner kroner årligt sammenlagt på overskudsvarmen fra Shell-raffinaderiet.

Omtrent 80 procent af overskudsvarmen fra Raffinaderiet har været afgiftsfritaget siden 1988, mens den har været fordelagtigt lav for forbrugerne på andre dele af overskudsvarmen.

“En kendelse fra Landsskatteretten sidste år gav os ret i, at vi fejlagtigt havde betalt for store afgifter til Skat på en del af overskudsvarmen fra raffinaderiet. De afgifter, som vi havde udsigt til at få refunderet bliver opslugt. Vi kan konstatere, at afgiften på denne del i stedet vil femdobles, så vi fremover skal betale knap 10 millioner kr. om året,” udtaler direktør Hans Bjørn i en pressemeddelelse fra Tvis.

Overskudsvarme fra Shell

Omtrent en tredjedel af al varmen i Trekantområdet er overskudsvarme fra Shell.

Overskudsvarmen er et restprodukt, som Tvis udnytter til fjernvarme. Hidtil har afgifterne været lave for at tilskynde udnyttelsen af eksisterende ressourcer i lokalområdet i modsætning til at producere varme ved afbrænding af gas, olie eller biomasse.

“Forslaget vil fordoble afgifterne på de nyeste projekter på Raffinaderiet fra 2015, som Tvis og Shell har muliggjort. Skatteministeriets forslag gør det sværere at udnytte overskudsvarme effektivt fra lokal industri, som jo ellers vil gå til spilde,” udtaler Hans Bjørn.

Ifølge Skatteministeriets analyse vil erhvervslivet ikke rammes, men det er ikke udsigten i Tvis-området ifølge pressemeddelelsen.

“Vi har for nylig kortlagt mulighederne for nye overskudsvarmeleverandører i området som rensningsanlæg, køle- og frysehuse, datacentre og så videre, og de projekter bliver mindre attraktive, fordi de får en væsentligt ringere økonomi,” siger Hans Bjørn.

Den gennemsnitlige varmepris til forbrugerne fra de seks varmeselskaber tilsluttet Tvis er lav sammenlignet med andre større byområder.

“Varmepriserne vil stadig være lave og stadig under gennemsnittet for branchen, men det vil gøre det væsentligt mindre realistisk at udføre projekter, der udnytter lokal overskudsvarme og vil give en mærkbar prisstigning hos forbrugerne,” siger Lars Schmidt, formand for Tvis. jesl

Publiceret: 13. April 2017 11:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Fredericia

Annonce
ANNONCER
Se flere