Bosse Hall Christensen i Fredericia Teaters forhal med bogen “Gokkelajser.” Foto: Peter Friis Autzen
Bosse Hall Christensen i Fredericia Teaters forhal med bogen “Gokkelajser.” Foto: Peter Friis Autzen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Shubidua-medlem bag selvbiografi

Med bogen giver Bosse H. Christensen håb til de, der mangler det

“Der er altid en vej ud. Også når man står i lort til halsen,” siger Bosse Hall Christensen.

På de første syv plader var han trommeslager i Shubidua, som i denne tid oplever en revival af rang i forbindelse med den storsælgende million-musical på Fredericia teater.

Han har skrevet en bog om sit liv. Og det er i den, man kan læse, at der altid er en vej ud. Også af de helt store problemer.

Og Bosse ved, hvad han snakker og skriver om. For hans eget liv har adskillige gange efterladt ham i lort til halsen.

“Jeg har haft et liv med ekstreme sejre og ekstreme nederlag. Jeg er alkoholiker, men har ikke drukket i 12 år nu. Jeg er vokset op i en velstillet men totalt dysfunktionel familie. Jeg har været gennem selvmordsforsøg og har været indlagt på den lukkede. Jeg har haft et misbrug, som var meget tæt på at tage livet af mig. Jeg har vundet priser for mit arbejde. Jeg har spillet i landets bedst sælgende orkester. Og jeg har haft masser af succes,” siger Bosse, som derved kommer til at citere “det andet orkester”, som shubberne kaldte Gasolin.

Gør en forskel

Kun omkring en fjerdedel af den anmelderroste bog handler om tiden med Shubidua. Resten beskriver Bosses barndom og liv i øvrigt.

“Så man behøver ikke at være begejstret for Shubidua for at få noget ud af bogen. Men det er klart, at den Shubidua-virak, der er kommet på grund af musicalen, er med til at øge interessen for bogen,” siger han.

Hvad får man ud af at læse bogen?

“Jeg håber, at bogen kan inspirere folk til at se, at der altid er en udvej. Uanset problemet. Og jeg kan se på det utal af mails, jeg har fået fra folk, der har læst bogen, at det lige præcis er dét, de har fået ud af at læse den. Dermed gør bogen en forskel for folk. Det er jeg meget stolt af,” siger Bosse Hall Christensen.

“Under arbejdet med at skrive bogen, gennemlevede jeg mit liv en ekstra gang. Det var meget, meget hård. Men jeg er kommet igennem det. Jeg er kommet ud på den anden side med naiviteten og optimismen i behold,” siger han og tilføjer, at læsere både griner og græder, når de læser bogen.

“Jeg talte med en fjern bekendt, der allerede en tredjedel inde i bogen havde grædt tre gange. Og jeg troede nærmest ikke, at han kunne græde. Heldigvis havde han grinet ti gange så meget,” siger Bosse Hall Christensen.

Bogen er udstillet på teatret. Den kan købes på teatret, i boghandlen og på nettet.

Publiceret: 22. Oktober 2015 07:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Fredericia

ANNONCER
Se flere