Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Opdateret: Michal Piotr Sech fra Fredericia fundet død

Sydøstjyllands Politi modtog onsdag aften anmeldelse om fund af en død person i Vejle Fjord. Liget er med stor sandsynlighed den 28-årige Michal Piotr Sech, der har været forsvundet fra Fredericia siden 15. januar i år.

“Meget tyder på, at det er den savnede unge mand fra Fredericia, men vi mangler det sikre bevis - fingeraftryk eller dna, og det arbejder vi fortsat på,” fortæller leder af Efterforskningscenter Syd, vicepolitiinspektør Peter Balsgaard Nielsen.

Liget blev fundet på den nordlige side af fjorden ved Barrit. En civil så en død person i vandet.

“Afdøde blev i første omgang kørt til ligsyn på sygehuset i Vejle, og derfra lader vi ham transportere til retsmedicinsk i Århus til obduktion,” siger Peter Balsgaard Nielsen.

Obduktionen finder sandsynligvis sted allerede i morgen.

Lige nu er der ikke mistanke om, at en forbrydelse ligger bag.

“Det vil ligsyn og obduktion få afklaret. Som det ser ud lige nu, er der ikke tegn på en forbrydelse,” siger Peter Balsgaard Nielsen.

Michal Piotr Sech blev efterlyst i hele Danmark, da han forsvandt. Han blev født og voksede op i Polen, men arbejdede i Danmark, hvor hans bror også bor.

Efter hans forsvinden blev der oprettet en Facebook-gruppe, som skulle sætte fokus på at finde ham igen. Desværre forgæves.

 

Publiceret: 18. Maj 2017 09:45
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Fredericia

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere