Formand for uddannelsesudvalget Pernelle Jensen (V).
Formand for uddannelsesudvalget Pernelle Jensen (V).
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Nye uddannelser på vej til Fredericia

I fredags skrev University College Lillebælts rektor, Erik Knudsen, Frederucia-borgmester Jacob Bjerregaard (S) og formand for Uddannelsesudvalget, Pernelle Jensen (V) under på en partnerskabsaftale, der betyder, at parterne vil samarbejde om at udvikle nye velfærdsuddannelser i Fredericia.

"Vi har længe talt med University College Lillebælt om, hvordan vi kan styrke det samarbejde, som vi har i dag. Jeg er derfor også glad for, at vi kan underskrive denne partnerskabsaftale, for vi har brug for nye velfærdsuddannelser, der kan udvikle vores velfærd og tiltrække de unge. I Fredericia har vi de sidste år investeret i velfærden, særligt på børne- og uddannelsesområdet. Det er helt afgørende for, at vi fortsat kan udvikle os som kommune," siger Jacob Bjerregaard i en pressemeddelelse.

Det første store samarbejdsprojekt er udviklingen af en særlig tilrettelagt læreruddannelse, som går ud på, at de studerende er ansat og arbejder på en skole i kommunen samtidig med, at de uddanner sig til lærer. Der er tale om et uddannelsesforløb målrettet de faglige behov og kompetencer, som efterspørges i kommunen.  

Formand for Uddannelsesudvalget Pernelle Jensen ser frem til samarbejdet med University College Lillebælt.

"Jeg er rigtig glad for, at vi får flere nye uddannelser til Fredericia, og jeg er helt overbevist om, at de kommer til at gøre Fredericia endnu bedre som studieby. Det er vigtigt, at vi får lavet en attraktiv læreruddannelse for vores unge mennesker, og at det kommer til at skabe værdi i vores folkeskole. Desuden skal vi se på mulighederne for et tættere samarbejde om pædagoguddannelsen, og jeg ser også meget gerne en pædagoguddannelse i Fredericia," siger Pernelle Jensen i pressemeddelelsen.

Musik og kreativitet

Parterne bag aftalen ønsker også at samarbejde om at udvikle andre velfærdsuddannelser og skabe synergi med de kreative miljøer og uddannelser, som Fredericia tilbyder.

"University College Lillebælts primære opgave er at uddanne dygtige lærere, der efterspørges på fremtidens arbejdsmarked. Derfor ser vi muligheder i at skræddersy en læreruddannelse, der sætter endnu større fokus på den musik og kreativitet, der er et vigtigt fokusområde for Fredericia Kommune," siger rektor for University College Lillebælt, Erik Knudsen, i pressemeddelelsen.

"Modellen bag samarbejdet er interessant, og vi glæder os til at uddanne dygtigere lærere, der både er kreative og bedre rustet til fortsat at udvikle Fredericias folkeskoler," tilføjer han. 

Parterne har nedsat en projektgruppe, som skal udarbejde et beslutningsgrundlag om en ny læreruddannelse i Fredericia til godkendelse i University College Lillebælt og Fredericia Kommune midt i juni.

Desuden er der enighed om at ansætte en fælles projektleder, der skal være med til drive samarbejdet og udvikle de fælles uddannelser. Stillingen til projektlederen er netop slået op, og jobbet forventes besat 1. marts i år.

Publiceret: 09. Januar 2017 08:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Fredericia

Annonce
ANNONCER
Se flere