Jesper Lind har spillet med Tim Christensen, Poul Krebs, Signe Svendsen, James Walsh, Jens Unmack, Ball og et utal af andre kunstnere i ind- og udland. Og indspillet med endnu flere. Her ses han sammen med Kira & The Kindred Spirits,
Jesper Lind har spillet med Tim Christensen, Poul Krebs, Signe Svendsen, James Walsh, Jens Unmack, Ball og et utal af andre kunstnere i ind- og udland. Og indspillet med endnu flere. Her ses han sammen med Kira & The Kindred Spirits,
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Jesper Lind: Det startede med The Who

Den fredericianske trommeslager, Jesper Lind, turnérer i ind- og udland med et hav af forskellige bands og solister


Denne artikel er en del af Lokalavisens serie om fredericianske musikere, der begår sig på scener i ind- og udland.

“Jeg gik vel i 4. eller 5. klasse, da jeg så The Who i fjernsynet. Jeg blev fascineret af deres trommeslager, Kieth Moon, og tænkte 'Wow, dét er jeg nødt til at prøve'. Det var vel den samme tanke, som andre drenge får, når de ser en brandbil eller et jagerfly,” siger Jesper Lind.

Men mens mange andre drenge lader brandbilen og jagerflyet være en drøm, gjorde Jesper sin drøm til virkelighed.

“Sidst i en musiktime på Lyng Skole fik jeg lov at prøve trommesættet. Min lærer var imponeret og spurgte, om jeg havde prøvet det før. Det var en succes,” siger den nu 42-årige trommeslager.

Siden den dag holdt han aldrig op med at spille. Og det er stadig en succes. Jesper Lind har spillet for Jack Savoretti, Tim Christensen og mange, mange andre. Musikken har ført ham til fjerne egne og fremmede lande. Og den har givet ham oplevelser, han aldrig ville have fået uden. Undervejs har han også lært sig at spille lidt keyboard og guitar. Men professionelt holder han sig til trommerne.

Droppede konservatoriet

Efter at have spillet med lokale kræfter i Fredericia førte tromme-evnerne Jesper Lind til konservatoriet i København

“Men det var ikke rigtig mig. Så da jeg fik mulighed for at komme på turné, droppede jeg konservatoriet,” siger han.

Siden fandt han nye bands og solister, der bad ham spille med dem.

“Jeg har egentlig aldrig rigtig været god til det der med networking. Men jeg møder jo mange mennesker, og så husker de mig, når de har brug for en trommeslager. Og det er godt, for jeg er jo afhængig af, at folk ringer til mig. I begyndelsen kunne jeg godt ligge vågen om natten, hvis ikke der lige var et job rundt om hjørnet. Men jeg har lært at planlægge grundigt. Og jeg ved, at det nok skal gå,” siger han.

Jesper Lind har det fint med at sidde delvist gemt bag ved de mere kendte frontfigurer.

“Jeg har aldrig haft en drøm om at være stjerne. Altså, jeg vil selvfølgelig gerne respekteres for det, jeg gør. Men jeg misunder ikke de stjerner, der altid er i medierne,” siger han.

Som backingmusiker får han lige præcis den oplevelse, han ønsker.

“Jeg er der for musikken. Hvis jeg var i et fast band, hvor man havde en fælles identitet, skulle jeg jo være med på alle interviews og fotos. Det føler jeg ikke noget behov for.”

Alligevel har han skrevet en del autografer. Men mest i lande med en anden fankultur end i Danmark. For eksempel i Japan og Italien, hvor fans går mere op i backing-musikerne.

Store oplevelser i nuet

Jesper Linds cv er langt. Og rækken af koncerter er endnu længere. Langt de fleste har været gode oplevelser.

“Men der har også været nogle få, som jeg næsten bliver angst af at tænke tilbage på. Til gengæld har mange været helt fantastiske. For eksempel med Tim Christensen på Roskilde Festival. Eller med Jack Savoretti i et italiensk amfiteater en varm sommeraften. Eller tre koncerter med Tim på Store Vega, hvor det hele bare var rigtigt. Eller med Kira & The Kindred Spirits,” siger han og stopper sig selv med en tanke om, at oplevelserne er så forskellige, at de faktisk ikke rigtigt kan sammenlignes.

“Det er ikke altid de største koncerter, der er de bedste oplevelser. Jeg er meget til stede i nuet, når jeg spiller. Og hvis alt fungerer, er det et fantastisk sted at være. Det kan få alt til at lyse op, så man glemmer alle de andre ting, man går med i hovedet. Jeg tror, at det er sundt.”

Basen i Fredericia

Opvæksten i Fredericia og sammenspillet med fæstningsbyens andre musiktalenter lagde en god bund for Jesper Lind.

Men han regner ikke med at vende tilbage til Fredericia.

“Jeg kom meget på Lydmuren og nød det sociale i at kunne spille og være sammen med andre. Men professionelt giver det mere mening at være i København, hvor jeg bor med min familie,” siger Jesper Lind, der også har boet i London og Oslo.

For små to år siden fik han en datter.

“Så nu vil jeg gerne være lidt mere hjemme. Måske lave et hjemmestudie, hvor jeg kan indspille trommespor for andre. Men jeg holder ikke op med at spille og turnére. Det hverken kan eller vil jeg - og med et lille barn derhjemme er det også rart at komme på turné, så jeg kan få sovet igennem,” siger han og griner.

Publiceret: 27. Juni 2017 11:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Fredericia

Fik du læst
Bøger
Forsiden netop nu
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt