Kurt Halling sidder i byrådets Arbejdsmarkeds- og Integrationsudvalg for Dansk Folkeparti.
Kurt Halling sidder i byrådets Arbejdsmarkeds- og Integrationsudvalg for Dansk Folkeparti.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Byråd: Dansk Folkeparti vil uendelige sygesager til livs

Syge borgere skal ikke ressource-testes i det uendelige, mener DF

Det er ikke i orden, når syge borgere trækkes rundt i det kommunale system år efter år efter år. Der må være en øvre grænse for, hvor længe det giver mening at sende syge mennesker i afklarings- og ressource-forløb.

Det mener Dansk Folkeparti. Partiet har stillet forslag til nye procedurer men er i første omgang ikke kommet helt i mål med tanken.

“Derfor arbejder vi lige nu på at konkretisere vores tanker,“ siger Kurt Halling, der sidder i Arbejdsmarkeds- og Integrationsudvalget for partiet.

DF's tanke er, at borgere, der er dokumenteret syge og har været det i over tre år, ikke længere skal ud i diverse forløb.

Ved seneste udvalgsmøde besluttedes det at søge penge fra satspuljen “med henblik på at optimere arbejdet med syge og ledige borgere med det hovedformål at få dem afklaret hurtigere i forhold til forsørgelse og job,” som det formuleres i udvalgets referat.

Men Dansk Folkeparti vil gerne gå længere end det.

“Vi er ikke uenige i udvalgets beslutning. Men vi vil gerne være mere konkrete,” siger Kurt Halling.

Det er jo ikke nogen ny tanke, at syge borgere bør afklares hurtigt og ikke generes med diverse forløb. Men der er øjensynligt langt fra tanke til handling med den her slags. Hvad skulle gøre Fredericia Kommune i stand til at løse opgaven, når andre kommuner ikke kan?

“Vi vil gerne være helt konkrete og fastlægge en klar tidsfrist: Når man overskrider den, og der ikke er tvivl om ens sygdom, skal kommunen holde op med at trække vedkommende ud i aktivering, arbejdsprøvning, ressourceforløb og så videre. Ved at være helt konkret med en tidsfrist på tre år, tror vi på, at det kan lade sig gøre,” siger Kurt Halling.

Han mener dels, at en sådan politik vil være mere rimelig overfor de pågældende borgere. Men også, at den vil være bedre for kommunen, der kan indstille nogle af sine ressourcekrævende borgerforløb.

Publiceret: 18. April 2017 06:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Fredericia

Annonce
ANNONCER
Se flere