Kommunalvalg 2017
Mostphotos
Mostphotos
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Borgmestre til Transportudvalg: Vælg den nordlige linjeføring

En ny jernbane over Vestfyn er nødvendig for at sikre timedrift mellem de større danske byer. Men linjeføringen er endnu ikke fastlagt. Folketingets Transportudvalg var mandag på studietur for at se, hvorfor byrådene i Middelfart og Assens kommuner peger på den nordlige linjeføring.

“Peger Transportudvalget på den sydlige linjeføring frem for den nordlige, så vil det i Middelfart Kommune have konsekvenser for Nørre Aaby som attraktivt bosætningsområde, og det vil påvirke et strategisk vigtigt erhvervsområde i Ejby, hvor etablerede virksomheder kommer i klemme,” siger Steen Dahlstrøm, borgmester i Middelfart Kommune, i en pressemeddelelse.

Dagens besøg varede godt to timer, og en bus førte Transportudvalgets medlemmer, borgmestrene fra Assens og Middelfart kommuner og repræsentanter fra embedsværket på en rute fra Nørre Aaby over Ejby til Skallebølle.

“Jernbanen har utvivlsomt samfundsmæssig værdi, men vores helt klare opfordring er at lade gener for færrest mulige borgere indgå som en præmis ved valg af linjeføring. Den sydlige løsning vil betyde, at borgerne i Skallebølle får jernbaneanlægget i baghaven med store værditab til følge. For flere borgeres vedkommende betyder det, at de må flytte fra deres hjem. Den nordlige løsning er den bedste løsning,” understreger Søren Steen Andersen, borgmester i Assens Kommune.

Et af stoppene på udvalgets rundtur blev gjort på Industribuen i Ejby. Her vil den sydlige linjeføring skære tværs gennem et erhvervsområde - som en seks til ti meter dyb kanal med en bredde på det samlede anlæg, der svinger mellem 35 og 70 meter. Det vil få store konsekvenser for flere virksomheder i området og er årsagen til, at Dansk Industri er gået ind i sagen.

“I DI finder vi det helt afgørende, at politikerne forstår konsekvenserne ved valg af en given linjeføring, når så mange virksomheder bliver berørt. Vi skal passe godt på de virksomheder, som vi har,” siger branchedirektør Michael Svane, DI Transport og Infrastruktur.

Publiceret: 13. Juni 2017 08:30
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Fredericia

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere