Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Borgerinddragelse version 2.0

Søren Haastrup , Byrådskandidat

Alternativet Fredericia

Hvor er det bare fantastisk, når andre partier tager ens ideer til sig, og gør dem til deres egne og tager ejerskab på dem. Det betyder forhåbentligt, at vi er et skridt nærmere på at få ideen ført ud i praksis.

Jeg blev derfor rigtig glad, da jeg på dette års grundlovsmøde hørte, at Marianne Thomsen fra SF har fremlagt et forslag om at indføre borgerdrevne beslutningsforslag i Fredericia. En ide jeg også fremkom med i et læserbrev i Fredericia Avisen 22. maj og et forslag, som jeg kan se, SF annoncerede med, de ville bringe på banen i flere kommuner i deres taler på de forskellige grundlovsarrangementer. Dejligt, at I har taget Alternativets ide til Jer.

Nu vi er i gang, skal vi så ikke gå et skridt videre? Vi kan vel ikke få for meget borgerinddragelse?

I Alternativet har vi noget, vi kalder POLA. En POLA er kort fortalt et politisk laboratorium, hvor alle mulige interessenter kan være med til at skrive politik og lave politiske forslag.

Ideen med politisk laboratorium skal vi efter min mening overføre til kommunalpolitik i Fredericia – det er borgerinddragelse, så det batter.

Hvorfor arrangerer vi ikke et politisk laboratorium på tværs af de politiske partier, hvor vi inviterer alle de Fredericianere, der kunne have lyst til at lave politik til at deltage, og hvor vi samtidig inviterer diverse eksperter, så vi alle får større viden om det pågældende område, der er fokuspunktet for det politiske laboratorium.

Målet er, at dagen ender op med et politisk skriv, som alle kan støtte op omkring, og som efter Byrådet har truffet beslutning herom, kan være den førte politik i Fredericia Kommune. En som Fredericianerne har været med til at skrive.

Har Byrådet mod til at lade Fredericianerne skabe lokalpolitik sammen med politikerne? Har Byrådet mod til at gå skridtet videre, når det handler om borgerinddragelse i de politiske processer?

Publiceret: 09. Juni 2017 11:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Fredericia

ANNONCER
Se flere